Om eventyr og tryghedsnarkomani.

Om eventyr og tryghedsnarkomani.

Har du nogen sinde læst hyrdinden og skorstensfejeren? H. C. Andersens fortælling om to porcelænsfigurer, der elsker hinanden og gerne vil leve lykkeligt sammen. Desværre er der lagt andre planer på Hyrdindens vegne, hun skal giftes bort med Gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, som i forvejen har mange smukke porcelænspiger i sit skab!

Det er trist for Hyrdinden og Skorstensfejeren drømmer begge om frihed, om en verden hvor man kan gøre, hvad man har lyst til, et liv fyldt med kærlighed og uden begrænsninger. En nat vælger de at flygte ud i den store vide verden bare de to, ud hvor der er højt til loftet, for dér kan de blive lykkelige. Rejsen er lang og besværlig, men de ender på toppen af skorstenen og stjernerne lyser over dem og hele verden ligger åben. Herfra er der ingen begrænsninger på deres kærlighed, herfra er der uendelig frihed. Lige indtil… Hyrdinden:

“Det kan jeg ikke holde ud! verden er alt for stor! Jeg bliver aldrig glad før jeg er kommet hjem igen! Nu har jeg fulgt dig ud til den vide verden, nu må du gerne følge mig hjem igen, hvis du da elsker mig”. siger hyrdinden til skorstensfejeren og uanset hvor meget han prøver at tale hende til fornuft, græder hun så meget, at han må føje hende.


Jeg elsker det eventyr, for jeg er nemlig ligesom hyrdinden en værre tryghedsnarkoman. Det kunne sagtens være mig, der sagde sådan til min kæreste. Det kan være møgirriterende når man gerne vil alt muligt vildt og godt kender vejen. Det eneste, man skal gøre, er at give slip og tro på, at det hele nok skal lykkes. Problemet er bare, at hvis vi giver mere slip end hvad vi egentligt er klar til, så kommer det ikke til at indløse frihed for os, så er det simpelthen for utrygt. Der findes ingen frihed uden tryghed. Hvordan finder man så trygheden, når frygten banker på? Egentlig skal vi jo se frygten som en ven, der kommer med et vigtigt budskab til os. Som et lille barn, der ikke helt har lært at formulere sig ordentligt endnu. Frygten har altid et kærligt budskab med sig og vores fineste opgave er at opdage, hvad budskabet er. Det kan vi gå og øve os på og en dag er vi klar.

Hver gang vi oplever en ny begyndelse vil der være sommerfugle i maven. Det er helt naturligt, men vi skal ikke sidde og græde så meget, at porcelænet er ved at revne. Så er vi ganske simpelt ikke klar. Jeg sad i en forsamling hvor en kvinde fortalte, at hun havde vidst i mange år, at hun ikke skulle være sammen med sin mand. Nu var de skilt, men hun havde brugt 5 år på at tage sig sammen til at gå. Nogen vil måske mene at 5 år er spild af liv, men vi kan ikke rykke os, før vi er klar helt inde i knoglerne. Sådan er det også med sundhed og med rygestop. I gennemsnit er det først i fjerde forsøg, at et rygestop lykkedes. Vi ændrer livsstil den dag, vi er klar til det.

Og bare rolig; verden er foranderlig, ingen tanke, følelse eller situation er konstant. Tingene omkring os ændrer sig også, når vi ændrer os. F.eks. faldt kineseren ned fra hylden og måtte klinkes i nakken så han ikke kunne nikke da gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten igen spurgte, om han skulle have hyrdinden til brud.  Og sådan gik det altså til, at hyrdinden og skorstensfejeren alligevel fik hinanden, selvom de tog et skridt frem og to tilbage.

Etiket: , , ,

Skriv et svar