Sankt Hans

Sankt Hans

Af en eller anden grund elsker jeg virkelig Skt. Hans aften. Jeg kan huske mange flere Skt. Hans aftener i mit liv, end jeg kan huske juleaftener. Måske er det fordi, det er en lidt mere utraditionel højtid, som slet ikke handler om gaver og påtaget hyggelige stunder. Der er så mange fine sange, som hører til Skt. Hans for i gamle dage troede man nemlig, at denne aften var fyldt med naturkræfter og magi. F.eks. sagde man, at en kvinde ikke kunne blive gravid på Skt. Hans, fordi der er så meget trolddom i luften. Som barn plukkede jeg hver år 7 vilde blomster og lagde dem under min hovedpude, for et sagn siger, at man Skt. Hans nat, i drømme, vil se hvem man bliver gift med (læs som barn og ung, jeg gjorde det i VIRKELIG mange år).  D. 23 havde jeg som regel lige fået sommerferie og et år havde jeg endda fået min studenterhue på om dagen. Det er også med til at gøre aftenen til noget særligt, for man ved at nu venter der en lang sommer og det er altid meget spændende, hvad den bringer med sig.

I år var jeg til bål og båltale ved Damhussøen. Her stod jeg og tænkte på, hvad jeg ville have sagt, hvis det var mig, der skulle holde båltalen. Det gode ved at have sin egen lille blog er jo, at man bare kan lave en fiktiv Skt. Hans med båltale.

Så kom med til min online Skt. Hans aften. Du behøver ikke paraply og gummistøvler. Men drik din øl af en plastikkrus, så virker det mere autentisk. Er du klar? Så starter vi.

Sankt hans tale

Kan alle høre mig??? (slår lidt på mikrofonen)… Hallo, hallo derude kan I høre mig? Hva? Nåh… jeg går tydeligt nok igennem. Okay.

Vi er samlet her i aften for at sende en heks af stof og hø til Bloksbjerg. Oprindeligt talt, har vi fejret Skt. Hans aften længe før hø-heksen blev indført. Det er en gammel hedensk skik, som egentligt hylder årets længste dag. I gamle dage troede man, at der opstod magi denne aften. Man var af den opfattelse, at det netop var på denne aften, at heksene samlede deres remedier ind. Al magi kunne ske, ondt som godt. Derfor tændte man bål for at rense det onde bort. I dag tror vi knap så meget på magi, til gengæld bliver vi dagligt bekræftet i, at verden langt fra er et trygt og udelukkende godt sted at være. Hvordan bekæmper man mon alt det onde? Kunne vi dog bare tro på, at det eneste vi behøvede var at tænde et bål her i vores fiktive online have, og så ville vi rense alverdens krige og sygdomme bort. Så let er det desværre ikke. Det ved vi godt…

Og så alligevel? Måske er et af de største tab, der er sket os siden den gang, vi var hedninge og til nu, at vi har mistet vores tro.

Jeg taler ikke om troen på Gud, det vil jeg helst ikke blande mig i, men jeg taler om troen på magi. I dag lever mange af os fasttømret i en ideologi, hvor vi er meget glade for at sætte to streger under det, som er det rigtige. Men måske hæmmer og begrænser det os også i at lade magien udfolde sig, i at lade livet vise os noget uventet og magisk. Vores faste overbevisning om, hvordan andre er og hvordan vi selv er, kommer til at skabe blokeringer for os, så vi ikke opdager vores eget og andres magiske potentiale. Skal vi ikke lade magien blomstre i aften? Skal vi ikke med tankernes kraft sende vores egen indre heks (eller kritiker) til Bloksbjerg, så vi for en stund kun ser os selv og andre med kærlige øjne? Skal vi ikke vælge at tro på alt det gode, blot for i aften. For kærligheden vil altid sejre, for den vender udad. Den smitter, fordi den bobler i kroppen på os.

Skål alle sammen, rigtig god Skt. Hans aften og tak fordi I kom.

Etiket: , , ,

Skriv et svar