Det skal komme fra hjertet af

Det skal komme fra hjertet af

Sundhed er individuelt

Jeg plejer altid at sige, at sundhed er individuelt. Også selv om nogen får tics omkring øjnene, når jeg siger sådan. Men det er det altså. En kvinde på 20 år har nogle andre sundhedsmæssige behov end en kvinde på 75 år, for deres kroppe er meget forskellige.

For nogen er kål og rugbrød indbegrebet af sundhed, men for dem med irriteret tyktarm er det hverken særlig sundt eller behageligt at spise, da det bare giver oppustethed og luft i maven.

Vi hører, at det er vigtigt at spise 6 gange om dagen, men hvad så hvis vi har et arbejde, hvor det ikke er muligt for os, eller hvis vi er en af dem, der får kvalme ved tanken om  at skulle spise morgenmad?

Jeg ved ikke med dig, men min erfaring siger mig, at det er de ting, vi går ind til helhjertet, der lykkes for os. Derfor skal sundhed ikke handle om, hvad der er godt for det generelle menneske, men hvad det egentligt er vi selv ønsker os at få ud af et sundt liv. Hvis vi skal træne op til en sportskonkurrence, som vi gerne vil vinde, vil der helt sikkert ligge en stærk motivation for os, som kan få os til at stå tidligt op og træne om morgenen eller leve af tun i en længere periode. Derfor vil vi gøre det. Men for dem, der egentligt bare ønsker at passe på sig selv eller holde en stabil vægt, er vi nødt til at finde ud af noget, der kan holde i den lange ende. Det nytter ikke noget, at man starter i en løbeklub, hvis man hader at andre skal se en pruste og stønne. Så er det klart bedre at gå til dans, hvis det gør en mere lykkelig. Også selv om nogen undersøgelser måske viser, at vi forbrænder mere ved løb end ved dans.    

Hvad gør dig lykkelig er for mig at se et af de vigtigste spørgsmål at stille, når vi gerne vil livsstilsændre. For det der gør dig lykkelig, er det du får let ved at føre ud i livet. Og det er endda også det, der vil nære dig og få dig til at vokse personligt.

Hvis vi endelig skal tale om generelle sundhedsregler vil jeg liste 5 råd op, som måske lyder basale, men som mange har det med at glemme i en travl hverdag. Hvis disse 5 ting fungerer, vil jeg mene at du er ret godt kørende.  

Søvn

Søvn er ren magi. Der sker så mange gode ting, når vi sover. Dels får vi får bearbejdet vores følelsesmæssige oplevelser og dels har søvnen en helbredende, forebyggende og genopbyggende funktion på vores krop.

Vand

Hovedparten af vores kropsvægt består af vand. Vand fungerer vand som ’transportvej’ for kroppens affaldsstoffer. Den måde vi optager vitaminer og mineralerne i vandet på, har vi svært ved at kunne få en pille til at erstatte. Vand er super vigtigt.

Motion

Forebygger en hel del kroniske lidelser og holder vores kroppe stærke. Det er godt at få hjertet belastet to gange om ugen af en times varighed. Men lange gåture tæller altså bestemt også som motion. Motion hjælper os også med at holde en god sult- og mæthedsbalance.

Grøntsager

Vitaminerne i grøntsagerne holder dig rask, fibrene holder din mave i god balance. Ikke mindst gør grøntsager dig mæt, samtidig med at de hjælper dig til at holde vægten.

Ro

De bedste og mest kreative tanker og ideer får lov til at spire, når vi er i ro og ikke har alt for meget om ørerne. Hele vores nervesystem har rigtig godt af at være i ro og det er i sådan en tilstand at du finder ud af, om du er på rette vej i livet. Netop fordi du får mærket dig selv bedre. Prioriter ro.    

Etiket: , , , , , , ,

Skriv et svar